Månedens rose december 2024 ‘Hedi Grimm’

Månedens rose december 2024 ‘Hedi Grimm’

2. december 2024 Slået fra Af Birthe

Nogle roser ryger bare lige ind på lystavlen, første gang man ser dem. Sådan er det med ‘Hedi Grimm’. Jeg stiftede bekendtskab med hende på en en rosenrejse til Tyskland i juni 2022 og faldt for hende på stedet.

Forædlet af belgiske Louis Lens fra Lens Roser og introduceret i 2005. Den er formeret af frø fra ‘Seagull’ og R. multiflora Nana

Størrelse Bliver mellem 150 – 180 cm høj og kan bruges både som en stor busk og en mindre klatrerose.

Den er på alle måder en typisk Moschata. Høj, opret, velforgrenet med mørkegrønt skinnende løv. Blomsterne små, omkring 4 cm. i diameter, sidder i pyramideformede klaser af halvdobbelte, hvide blomster med 9-16 kronblade og tydelige gule støvdragere. Den blomstrer kontinuerligt fra juni til sent ud på efteråret. Duften er dejlig. En utrolig sund rose som sjældens angribes af de gængse rosensygdomme. I 2014 fik rosen en ADR-nominering.

Rosen er opkaldt efter Hedi Grimm (1910-2003) initiativtageren bag den store restaurering af Wilhelmshöehe Rosenpark i Kassel, sammen med sin mand Werner Grimm.

Den havde stået i min have, hvis ikke jeg tidligere havde plantet ‘Guirlande d’Amour’, der ligeledes er en hvid, velduftende sund moschata hybrid forædlet af Louis Lens for Lens Roser.

Rosen sælges ikke i Danmark, men kan hurtigt bestilles hjem fra Tyske eller Belgiske hjemmesider

Kilder: Lens Roses. Helpmefind/roses

Tekst Birthe Magnusson Foto: Jan Christensen