Månedens rose december 2023 ‘A Whiter Shade of Pale®’
1. december 2023A Whiter Shade of Pale. Mange af os, der har nået en vis alder, kommer nok til at tænke på den udødelige sang fra 1967 med den engelske gruppe Procol Harum. I de mere end 50 år der er gået siden sangen blev lanceret, har utallige lærde mennesker forsøgt at tyde budskabet i teksten, dog uden at der er kommet en definitiv forklaring. Og det er måske også meget godt. Ikke alt behøver at blive forklaret, for hvad er a whiter shade of pale? – det burde vel være a paler shade of white?
Forklaring eller ej. Det er en dejlig sang og rosen med det samme navn er også en virkelig dejlig oplevelse. Om den så er direkte opkaldt efter sangen, står hen i det uvisse.
’A Whiter shade of pale’ er nok ikke er den mest kendte moderne rose men den fortjener i den grad en større udbredelse.
Løv: Den har et flot blankt mørkegrønt løv.
Vækst: Den er en velforgrenet og opret busk med lange stilke. De nye skud er rødlige.
Højde: 100 X 80
Blomster: Blomsten er godt fyldt med et lyserødt center i midten. Farven aftager til hvid på de yderste kronblade. Blomsten er skålformet med en diameter på op til 12 cm.
Den remonterer fra juni til november. Blomsterne sidder enkeltvis og er meget velegnede i buketter.
Kronblade: Den har 20-40 kronblade.
Duft: Duften er intens og stærk sød men meget behagelig.
Sygdomme: Sund og meget modstandsdygtig over for sygdomme.
Den kan anvendes både som enkelt plante i et bed, i en gruppe på tre til fem med en afstand på cirka 40 cm. mellem planterne, eller i en krukke. I en krukke bør man give den noget vinterbeskyttelse.
Hårdførhed: Den er fuldt hårdfør når først den er etableret.
Tilgængelighed: Den kan fås på både specialplanteskoler og større planteskoler.
Forædler: Colin A. Pearce, England, Limes New Roses, 2006, Rosen modtog RHS Award of Garden Merit(AGM) anerkendelse i 2012
Synonym: Peafanfare
Kilder : Et liv med roser af Ernst Jensen – Rosenliv, 3. udg, 2021.
Rosenposten, HelpMeFind, Peter Beales
Tekst: Henrik Olsen Foto: Ernst Jensen