Månedens rose marts 2024 ’Mutabilis’
2. marts 2024’Mutabilis’ er, både på grund af sine blomster og den måde den bærer dem på, en usædvanlig og særpræget rose som, hvis den får de rette betingelser, vil berige dens ejer med mange skønne oplevelser.
Løvet er mørkegrønt, skinnende og let læderagtigt. De unge blade er kobberfarvede eller rødbrune.
Væksten er ret åben og bred med en rig forgrening med både oprette og skråt opadrettede grene med spinkle sidegrene. Tornene er få og mellemstore.
Højden og bredden er cirka en til halvanden meter begge veje, men på vores breddegrader er den typisk mindre især hvis man vælger at plante den frit i haven, og den er fra to til fem år om at nå den størrelse der må forventes på plantestedet. Vælger man at sætte den et beskyttet sted som et drivhus eller lignende, så vil man opleve at den bliver større og espalieret op ad en lun mur kan den sætte skud på flere meter.
Blomsterne er cirka fem-syv centimeter i diameter, enkle og skålformede over mod det flade og de sidder frit over løvet i skærme. Farven er særdeles spændende idet den i knopstadiet er rød, hvorpå den i udspring bliver kobberagtig gul til svovlgul, senere rosa i forskellige nuancer og til sidst nærmest karminrød.
Er man er flittig og sørger for løbende at fjerne døde blomster og grene, så vil den kvittere med et pragtfuldt flor gennem hele sæsonen. Blomsterne bliver fuldt udfoldet ofte beskrevet som en flok af sommerfugle der sidder på dens grene. Den får smukke orange hyben om efteråret.
Kronbladene er der blot fem af, hvilket insekterne sætter pris på.
Duften er svag eller i bedste fald mild.
Sygdomme skulle ikke være den store udfordring, da den som regel kun får lette svampeangreb.
Hårdførheden er ikke så god, derfor anbefales det også at den plantes lunt og beskyttet og at man er omhyggelig med vinterdækningen.
Tilgængeligheden i Danmark er tilsyneladende ikke så stor. Den er dog til at finde på enkelte specialplanteskoler.
Oprindelsen er ukendt men det er en kinarose der har været i kultur i det store land længe før den nåede til Europa. Den blev beskrevet i 1934 af den schweiziske botaniker og gartner Henri Correvon (15. august 1854 i Yverdon – 5. november 1939 i Herisau), der i øvrigt først og fremmest blev kendt og anerkendt for sit arbejde med alpine planter. Han havde fået den i 1894 af den italienske prins Gilberto Borromeo af Angera (18. maj 1859 i Torino – 28. februar 1941 i Milano). Hvor prinsen havde fået den fra er uvist men den menes at være kommet til Europa længe før. Den er muligvis blevet malet af Redouté allerede i 1810, men det har jeg ikke kunnet finde sikker dokumentation for.
Navnet blev valgt af Henri Correvon og er særdeles passende, da mutabilis betyder foranderlig, og det er en god beskrivelse af den måde blomsterne udvikler sig på.
Synonymer : Rosa x odorata, Rosa turkestanica, Rosa chinensis mutabelis og endelig ’Tipo Ideale’ I folkemunder desuden som Sommerfuglerosen
Anerkendelser RHS Award of Garden Merit (AGM).
Kilder: Gamle Roser af Hugo Lykke, Politikens forlag, 2. udg. 2007, Gammeldags roser af Ilse Höger-Orthner, Skarc/Høst & Søn, 2. udg. 1996, Historiske roser af Torben Thim, Gad, 2004, Rosenleksikon af Lars-Åke Gustavsson
Peter Beales, HelpMeFind.roses Rosenposten
Tekst: Henrik Olsen, Foto: Jens Otto Pedersen
Wikipedia
World Federation of Rose Societies
Tekst: Henrik Olsen
Foto: C&K Jones Roses