Månedens rose juni 2024 ‘Dame Judi Dench’

Månedens rose juni 2024 ‘Dame Judi Dench’

31. maj 2024 Slået fra Af Birthe

‘Dame Judi Dench’ er en buskrose fra David Austin, og det er måske en anledning til at vi fokuserer på at nævne den korrekte oprindelse og ikke, som det er blevet almindeligt, at sætte lighedstegn mellem roser fra David Austin og begrebet engelske roser. Der er, og har været, så mange andre fremragende forædlere af roser i England, at det tenderer det uartige at negligere dem når talen er om engelske roser.

Løvet er friskt med mørkegrønne og let skinnende blade.

Væksten er flot med sin stærke og buede form. Nye skud er bronzerøde.

Højde og bredde er sådan, at den også kan bruges i en god krukke. Den bliver 110 – 125 cm høj og 100 cm bred.

Blomsterne er smukke De orangerøde knopper åbnes til abrikosorange blomster. Fuld udsprungne blomster er abrikosorange med rosa undertoner. Store, velformede, tæt fyldte blomster der er otte til ti cm i diameter som sidder samlet i klaser. Blomstrer rigt fra slut juni til sent på efteråret og er en god snitblomst.

Kronblade er der mere end 40 af så på den måde er den en typisk David Austin rose. 

Duften er let til middelstærk og i retning af te.

Sygdomme skulle den have en god resistens overfor.

Hårdførheden er fin, og den udmærker sig også ved at være modstandsdygtig overfor skader der forvoldes af regn.

Tilgængelighed i Danmark skulle ikke være et problem. Findes både på specialplanteskoler og almindelige planteskoler.

Forædleren er som nævnt David Austin, der sendte den på markedet i 2017. Den fremkom ved en krydsning mellem to unavngivne frøplanter.

Navnet – Judith Olivia Dench (født 9. december 1934), bedst kendt som Judi Dench, er en engelsk skuespillerinde. Hun vandt en Oscar for bedste kvindelige birolle i Shakespeare in Love i 1999 for sin rolle som dronning Elizabeth I. Hun blev siden nomineret til en Oscar for bedste kvindelige hovedrolle for filmen Notes on a Scandal ved den 79. Oscar-uddeling og har udover de her nævnte været nomineret seks gange mere.

1988 blev hun tildelt “Most Excellent Order of the British Empire” (DBE), den fineste britiske orden. I 2005 modtog hun Order of the Companions of Honour. I juni 2011 blev hun fellow ved British Film Institute. Hun havde rollen som M i otte James Bond film fra 1995-2012

Kilder:

Rosenposten, Danmark David Austin, UK HelpMeFind.roses

Tekst: Henrik Olsen

Foto: Austin Roses