Månedens rose august 2023 ‘Trier’

Månedens rose august 2023 ‘Trier’

6. august 2024 Slået fra Af Birthe

Trier er en Moschata rose, der siden sin fremkomst har delt vandene hos ældre rosenpersonligheder, der bedømmer den både som den bedste rose i Moschata-gruppen og som aldeles uinteressant.

Den bedste vurdering er nu altid den man selv laver, så hvis man har et ønske om en rose der er anvendelig både som fritstående busk, gruppevis i større anlæg, som uklippet eller klippet hæk, og som både kan espalieres og anvendes som slyngrose, så er Trier et godt sted at begynde. Læg dertil dens enorme blomsterrigdom samtidig med at den er let dyrkelig og meget hårdfør, så skal det næsten kun være fordi man ikke bryder sig om farven, at man vælger den fra.

Løvet – er smukt med grønne skinnende blade der er en anelse læderagtige. Småbladene er normalt mellemstore og omvendt æggeformede. Løvets kvaliteter til trods, så må det finde sig i en tilbagetrukket tilværelse, når først blomsterne vælter frem i store kaskader.

Væksten – er kraftig og velforgrenet. Grenene vokser nærmest i buer og fritstående buske kan blive ualmindeligt velformede.
De unge grene er skinnende rødbrune. Den sætter ikke så mange torne, men dem den har, kommer i flere former både som mellemstore og store samt krumme og rette.

Højde og bredde – Trier er en af de roser, hvor man i høj grad selv styrer størrelsen. Hvis den får lov, og får de rette betingelser, så kan den blive op til 300 cm. i højden og 200 cm. bred.

Hvis man er mere flittig med saksen, så kan man også holde den i en højde på 120-150 cm.

Blomsterne – er små, halvfyldte, skålformede til flade blomster. De lyst rosa knopper åbnes til hvide til cremehvide blomster med synlige gyldne støvdragere. Hvert kronblads basis er lysegult. Udfoldet er blomsten fem til syv cm i diameter.
Blomstrer meget rigt fra medio juni og frem til frost. Blomsterne sidder mange sammen i klaser og kan periodisk næsten skjule plantens grønne blade.

Kronbladene – de er smukt formede og den har 15-20 af dem.

Duften – er stærk og med en behagelig moskusroseduft.

Sygdomme – knopper og stilke kan angribes af meldug, men ellers er det en sund rose.

Hårdførhed – som nævnt i indledningen så anses den for at være meget hårdfør.

Tilgængelighed i Danmark – den kan købes på alle velassorterede planteskoler i Danmark.

Forædler – den blev forædlet af Peter Lambert i Tyskland og sendt på markedet af ham i 1904.

Navnet – Peter Lambert boede i byen Trier i Tyskland, så rosen fik sit navn derfra. Trier er i øvrigt Tysklands ældste by, beliggende ved Moselfloden i nærheden af Luxembourg i delstaten Rheinland-Pfalz.

Varianter – den sælges i USA under navnet Moonlight, som ikke må forveksles med Pembertons rose af samme navn

Kilder: Rosenleksikon, Lars Åke Gustavsson, Rosinante, 1999.

Rosenposten HelpMeFind.roses Lens roses

Tekst: Henrik Olsen

Foto: Jan Christensen