Fotokonkurrence

Fotokonkurrence

28. april 2024 Slået fra Af Birthe

Kære medlemmer af Det Danske Rosenselskab

I år vil vi afholde en fotokonkurrence for alle vores medlemmer. Så husk at få taget nogle gode billeder i løbet af sæsonen.

Der vil være fire kategorier, og hvert medlem kan deltage med et billede i hver kategori.

(Har man dobbelt medlemskab, kan hvert medlem indsende et billede i hver kategori).

Vores dommere kårer de tre bedste billeder i hver kategori, og vinderen af hver kategori modtager et gavekort på 500 kr. til Plantetorvet. Præmierne er sponsoreret af Plantetorvet.

Kategorierne er:

Single – en enkelt blomst alene på billedet.

Kreativiteten er fri i denne kategori. Det kan være på busken, i en vase, i et fad, med baggrund eller uden baggrund. Det kan være meget tæt på i macro, et udsnit af en del af rosen osv. Kreativiteten er fri i denne kategori.

Sprey – samme rose i forskellige stadier.

En gren med knopper og halv- og hel udsprungne blomster. På billedet må der gerne være flere stilke, der holdes sammen.

Vigtigt er at det viser rosens udvikling, og at billedet fremtræder naturligt og viser roserne på busken. Så ingen synlige hænder der holder roserne sammen.

Rose i krukke – en enkelt eller flere af sammen type rose i en krukke.

Billedet skal vise krukken i forbindelse med omgivelserne. Det må gerne være en opstilling med pyntegenstande, som matcher til rosen.

Rosenbusk – en enkel rosenbusk i landskabet eller en sammenplantning af flere af samme type rose.

Billedet skal vise rosens placering i haven eller i forhold til landskabet, men kan også bare vise rosen i sin helhed. Vigtigt er det, at rosenbuskens vækstform vises.

Vilkår for konkurrencen

Der må ikke bruges photoshop til at klippe flere billeder sammen, men du må gerne behandle billedet og justere på farver, lys, kontrast osv., – så længe rosen stadig gengives naturtro, og ligner den rose, den er.

Billederne skal være i stort format (min. 1500 x 1500 pixel eller 300 dpi)

Billederne sendes til gerner@odc.dk att.: ”fotokonkurrence” (angiv hvilke klasse billedet deltager i og navnet på rosen)

Du kan sende billederne indtil den 1. oktober 2024.

Herefter anonymiseres billederne som derefter sendes samlet til vores dommere, der kårer de tre bedste i hver kategori og kårer en vinder i kategorien.

Vinderne får direkte besked, og de tre bedste billeder i hver kategori bringes i det efterfølgende nummer at RosenNyt.

Ved at deltage i konkurrencen giver du Det Danske Rosenselskab tilladelse til at bruge dit billede, eller billeder, i vores medier og markedsføring.

Vi håber på denne måde at få et væld af delikate, spændende, stemningsfulde, kreative billeder, som vi blandt andet kan lægge på Instagram og Facebook eller bruge i vores blad.

På bestyrelsens vegne

Jens Otto Pedersen