Rosenkalenderen

20. februar 2020 Slået fra Af Mette

Tekst: Birthe Lund Jensen

Marts

Det er nu, foråret – og dermed rosenaktiviteterne – begynder.

I begyndelsen af marts, under forudsætning af at jorden ikke er frostbunden, udlægges naturgødning. Der findes flere udmærkede produkter i handelen. Følg brugsanvisningen på emballagen. 

Fra midten af marts udbringes også nitrophoska, NPK 12-5-14 eller lign. (14-3-18) 100 g/m2.

Hvis der ikke er udsigt til hård frost, kan beskæringen begynde i slutningen af måneden. Start med at udtynde og beskære de store klatreroser og buskroser.

Grundregler for beskæring:

Fjern alle visne og døde grene. Beskadigede og knækkede grene beskæres til under det dårlige sted. Fjern grene, der vokser på tværs/indad. De små grene, der vokser frem fra basis, fjernes helt.

Udvælg en passende mængde sunde grene og afkort dem til en passende længde. Store buske har godt af en kraftig udtynding hvert 2. eller 3. år.

Når man beskærer, skal man skære ned til frisk ved, dvs. marven i grenene skal være hvid eller lys gullig.

Plantetid:

Hvis jorden ikke er frostbunden, er det også plantetid for roser – enten barrods- eller potteroser. Jorden skal være løs, så den let falder sammen om rosens rødder eller potteklumpen. Rødderne på barrods-roser afkortes til 20-25 cm og sættes i en spand vand nogle timer inden plantning. Roserne plantes, så podestedet er ca.
5-7 cm under jordoverfladen. Jorden trykkes let til. Husk at nyplantede roser ikke må gødes den første måned.

Det er også nu, man kan flytte roser, hvis man synes, de skal have en anden plads i haven.