Månedens rose maj 2021 ‘Rosy Cushion’

Månedens rose maj 2021 ‘Rosy Cushion’

1. maj 2021 Slået fra Af Birthe

Da jeg for snart mange år siden begyndte at interessere mig for roser, blev jeg for det meste indfanget af de storblomstrede moderne roser som ‘Ingrid Bergmann’ og ‘Stockholm’.  Jeg er fortsat begejstret for dem, med ‘Händel’ som en af favoritterne.

Men efterhånden fik jeg øje på skønheden i roser med mindre blomster og her især de enkeltblomstrende, og en sådan rose er Rosy Cushion’  Rosen er forædlet af Austin i 1979, og er en af de få Austinroser , der er enkeltblomstrende.

Rosy Cushion’ er en åben, kraftigt voksende buskrose, med oprette stive røde stængler, hvorpå der sidder talrige svagt rosa blomster fra forår til efterår. Den kræver god plads til den kraftige vækst på 140 x 90 cm. Bladene er blanke og mørkegrønne. Den har kraftige torne spredt på stænglen.

Når den blomstrer er det som om, der sidder små sommerfugle overalt for enden af grenene. Blomsten er ca. 6 cm i diameter og består af 5 kronblade, der er rosa i kanterne, hvid imod midten, hvor der sidder talrige gule støvdragere. Blomsterfarven er nogle steder benævnt som rosaperlemor. Ofte sidder blomsterne i små grupper. Den har en svag duft.

Rosen kræver fuld sol, da den ellers nemt kan få meldug. Hvis den skal holde en pæn buskform, skal den hvert år beskæres kraftigt.

Efter blomstringen sætter den små, røde hyben.

Kilder: ”De Engelske Roser” af David Austin, Rosenposten

Tekst og foto: Carsten Carlsen

 [