Om rosen ‘Aloha’

Om rosen ‘Aloha’

25. september 2021 Slået fra Af Birthe

Jeg har sat en Aloha. Den står i god jord og får læ, sol gødning og vanding. Da jeg fik den havde den flere knopper, der så lidt mærkelige ud, men jeg tænkte,  at den blot skulle i jorden, og så ville komme sig. Den har sunde blade, skyder og vokser og ser ud til at have det rigtig godt. Den er vokset  godt en halv meter, har sat et nyt kraftigt skud  og står med 10 knopper lige nu. MEN alle knopperne har som den første blomstring en hård stor midte og underudviklede kronblade, der ikke danner den smukke blomst, jeg havde glædet mig til at se.
Hvad er det for noget? Hvad kan jeg gøre?
Venlig hilsen
Pernille Agerholm


Tak for dit spørgsmål til rosenbrevkassen. Vi vil meget gerne hjælpe dig, men det vil være uvurderligt  hjælp, hvis du vil sende os et par digitale billeder og sende til os. Håber at se noget fra dig


Kære Pernille

Tak for billederne, det bringer jo sagen frem i lyset. Det var som jeg havde på fornemmelsen. Din ’Aloha’ er ikke syg, det skal du glæde dig over. Fænomenet hedder ”Prolifiering”, det lyder kryptisk, og du må ikke spørge mig hvorfor.

I min bog ”Et liv med roser” i 2. udgave side 55 har jeg skrevet ret udførligt om det. Der er flere forskellige forslag fra ”de lærte” om hvad årsagen er. Vi har selv oplevet det flere gange i vores egen have. Rosen ’Great Western’ får det meget ofte uanset vejrliget, så meget tyder på at arvelige gener har stor indflydelse.

Mine iagttagelser siger, at det påvirkes eller stimuleres af vejrliget i form af meget kolde dage/nætter på et bestemt kritisk tidspunkt i knoppens “fosterudvikling”. Populært kan man sige, at knopsætningen bliver sat i stå, og rosen går i en dvaletilstand på grund af kulde. Når den så “vågner” igen, har den glemt, at den allerede var i gang med at sætte knopper, og starter derfor på ny. Man taler også om, at “rosen skyder igennem”, og det passer jo meget godt til det, der rent faktisk sker.

Nogen sygdom er det altså ikke, og du har ikke gjort noget forkert.


Kære Ernst

Mange tak for denne glædelige og udførlige forklaring. Den rose betyder en del for mig, da jeg har fået den af en som er som en mor for mig da min egen døde ung. Hun er nu ved at være tæt på slutningen af sit liv og gav mig den i indflyttergave til min drøm af et hjem som jeg har sparet sammen til i 5 hårde år.En Aloha Rose har fulgt hende hele hendes liv og nu skal denne her stå og blomstre og dufte ved hoveddøren under stråtaget i mit 1700 -tal hus af kridtsten og byde mig velkommen hjem. Og minde mig om hende hver dag. Det ved vi begge og det er også en stor glæde for hende, for vi ved også begge, at hun måske ikke kommer her mere end denne ene gang, for at se hvor min lange rejse er endt lykkeligt.

Jeg vil finde din bog og læse nærmere 

Men jeg kan ikke lade være med at spørge: Hvornår tror du at den vil give mig smukke blomster ? Næste sommer når den har ‘glemt’ at den frøs ?

Venlig hilsen Pernille


Kære Pernille

Tak for det smukke billede, det er da ren idyl med stråtag og det hele. Men jeg er desværre nødt til at sige til dig, at for din ’Aloha’ er det ikke idyl at stå under et stråtag der drypper ned på rosen i lang tid efter at det er holdt op med at regne, det er der ingen roser der kan lide. Du fortæller ikke hvor længe den har stået der.  Jeg vil foretrække, at du flytter den ud fra muren, så den ikke får dryp fra taget, eller som man mange gange ser når der er stråtag, så laver man en slags tagrende foran indgangen, så husets beboere og gæster ikke får regn fra taget når de passerer ud og ind.

Jeg hører gerne, hvad du mener.

De bedste hilsener

Ernst

www.etlivmedroser.d

Kære Ernst

Mange tak for din omtanke og dit råd. 

Rosen blev sat i jorden her mod sydvest  i juni efter at have stået for længe på min gamle venindes terrasse. Den vokser og skyder lystigt. Nu mangler jeg som sagt bare smukke blomster. Og i dag så jeg en,  som ser helt sund ud Jeg havde en bekymring, og det var at den ikke fik nok vand der ! For den står så langt bag tagskæggets udhæng ( ca 70 cm, se også den åbnede dør, som er godt 95 cm bred)  at det ikke drypper på den, og taget er så sundt, at det kun drypper fra de aller øverste strå. Som du kan se af billederne,  er der lagt en rende af sten til at tage dryp og plask og der er plads nok bag stenene til at der kan sættes blomster der. De får nærmest ingen vand, hvis jeg ikke vander dem eller samler regnvand i en balje,  hvor det ca 1 m ud fra døren drypper fra tagets samling. Så rosen står ikke og sopper i vand og bliver overrislet efter regnen. Måske får rødderne med tiden noget af vandet der siver under stenene. 

Tror du ikke det er godt nok?

Jeg vil selvfølgelig være opmærksom på, hvad du her har lært mig, når den vokser til og bliver større og bredere. 

De bedste hilsner fra Pernille