Månedens rose – november 2021 ‘Chinatown’
1. november 2021I kender sikkert den situation, hvor nogen på besøg i haven spørger om, hvilken rose der er din favoritrose. Man nævner en rose, men drejer sig så rundt og får øje på en anden rose, som måske er bedre som favorit, vender sig igen og får øje på en 3. kandidat. Roserne har jo alle forskellige egenskaber, som man værdsætter, således også med Chinatown.
Chinatowns blomst har en ren, klar, dyb citrongul farve, og da blomsternes diameter er 12-14 cm store, og da der er mange af dem, er det en rose, man ikke kan undgå at bemærke. I min have får roserne så vidt muligt lov til at blive så høje, som de kan, hvis de kan bære sig selv. Det kan Chinatown, så her når den en højde på mere end 3 m. Men den har også en ideel plads med læ, sol og masser af vand.
Poulsen Roser har frembragt denne fantastiske rose i 1963, så det er en moderne rose med en del år bag sig. Alligevel er det en rose næsten uden sygdom. De sammensatte blade er store, mørkegrønne og glinsende. Den har kraftige stængler med store trekantede torne, der sidder spredt på grenene.
Blomsten er skålformet og fyldt med 20-40 gule kronblade. Den holder formen indtil kronbladene falder af. Blomsten kan lige før den visner få en anelse rødt på kronbladene. Den har en kraftig duft. Her kan den ved første blomstring stå med 70-80 blomster, så planten næsten er helt dækket af gule blomster. Fra juli og resten af sæsonen kommer den med spredte gule blomster til frosten sætter ind.
Rosen egner sig bedst solitært, hvor den har såvel oprette som buede grene, eller den kan anvendes som klatrerose op ad en væg.
Kilder:
https://www.heirloomroses.com/chinatownr.html
www.rosenposten.dk
Tekst Carsten Carlsen Foto Ernst Jensen