Jordbundsanalyse. Har din jord det godt? Eller mistrives dine roser?

Roser har 3 grundlæggende krav, før de kvitterer med smukt løv og rig blomstring: tilstrækkeligt med sol, tilstrækkeligt med vand – og jord med en passende sammensætning af næringsstoffer. Hvis roserne har vand og lys nok, men fortsat mistrives, så er der grund til at undersøge om jordens reaktionstal og næringsstofindhold er i orden.

Derfor har det Danske Rosenselskab indledt et samarbejde med Ole Aabye Daugaard, der er faglærer, anlægsgartner og konsulent for kolonihaveforbundet.

Du kan sende en prøve af din jord til Ole. Han får et laboratorium til at udføre analysen, hvorefter du får resultatet sammen med en vejledning.

Det bedste ved det hele er at prisen er meget rimelig. Sådan gør du:

  1. I det rosenbed, du ønsker undersøgt, tager du med en spade 5-10 tynde skiver jord ned til 15-20 cm dybde. De 5-10 jordskiver tages i hele bedet, så prøven bliver så gennemsnitlig som muligt.
  2. Jorden blandes grundigt i en spand, og der udtages en prøve (uden blade, regnorme osv.) på 100-150 g (en kopfuld).
  3. Prøven kommes i en plasticpose, som skal være mærket med dit navn, og hvis der er mere end en prøve også med “bed nr. 1” eller lignende.
  4. Prøven sendes til Daugaard Rådgivning, Kelstruphave 47, 6100 Haderslev. Vedlæg dit navn og mailadresse. Hver fredag videresender Ole prøverne til laboratoriet.
  5. Når jorden er analyseret, og Ole har fortolket resultatet, modtager du på mail resultatet sammen med en vejledning. Du må forvente 2-3 ugers svartid.
  6. Du modtager også en faktura fra Daugaard Rådgivning på 395 kr. inkl. moms for den første prøve, efterfølgende prøver koster 350 kr. inkl. moms. Dette er en introduktionspris for medlemmerne af Det Danske Rosenselskab.