Månedens Rose juli 2021 ‘Acapella’

Månedens Rose juli 2021 ‘Acapella’

1. juli 2021 Slået fra Af Birthe

Tantau fremdrev i 1994 denne kraftige storblomstrende hybrid terose med store purpur lilla blomster. Det specielle ved den 14 cm store blomst er, at kronbladene på ydersiden er sølvfarvede. Når blomsten vokser ruller kronblades yderside efterhånden nedad, så de kun fremtræder med den lilla overside. Men da der hele tiden udvikles nye kronblade, der vokser i spiraler vil det sølvfarvede lyse op i det purpur lilla. Blomsten kan have op til 60 kronblade. Den er ikke god i regnvejr, fordi blomsten let krøller sammen i fugtigt vejr. Det er lidt vanskeligt at visualisere denne blomst, men prøv at se linket til Youtube det viser vældig godt, hvordan blomsten fremtræder.

Rosen har stive stængler og præsenterer derfor blomsterne smukt til alle sider. Højden står i katalogerne til at blive 0,8-1,1 m, men i min have står de sammen i en gruppe på 3 og når nemt en højde på 2 m uden at belaste stænglerne. Det er en fornøjelse at kunne tage den kraftige duft ind uden at skulle bukke sig.

Rosen er god til afskæring med mulighed for lang stængler. Den står i vasen ligeså strunk, som selve planten fremtræder. Den blomstrer fra juni-november med en pause i slutningen af juli.

Løvet er mørkegrønt, tæt og med sammensatte blanke blade. Ved beskæring eller udtynding skyder den velvilligt fra basis. Den er altså nem at forny, hvis nogle gamle grene skal skæres bort.

Den er fuldt ud hårdfør, men kan få stråleplet sidst på efteråret. Til gengæld får den aldrig meldug.

Tekst og billede: Carsten Carlsen

Kilder:

Link på YouTube, Rozisad.ru, Rosen Tantau, HelpMeFind